Sidevisninger i alt

fredag den 2. september 2016

Uge 5


Mandag i uge 5 begyndte med oprydning fra en større fest afholdt i den største sal hen over weekenden med alt hvad, der hører til.
Dagen blev efterfulgt af et møde i ”integrationsgruppen”. Under mødet blev der blandt andet drøftet en af Underværkets projekter, som er en bog omhandlende krigen i ex Jugoslavien 25 år efter. Bogen bliver primært skrevet af Rakel, som også er på et midlertidigt ophold på Underværket og indeholder interviews med adskillige flygtninge, bosat i Randers.
Der blev derudover snakket om et foredrag, der skal afholdes af Rosa Forozan Faizzad på Underværket. Rosa skal fortælle om livet som ung, nydansk og muslimsk kvinde i Danmark på søgen af identitet og med bud på hvorfor integrationen har fejlet og hvad der skal til for at få alle med.
Sidst, men ikke mindst, blev der diskuteret projekt ”lær dansk”, som i øvrigt skal have et nyt navn. Medlemmerne i gruppen blev sat ind i hvor langt vi var i processen med skrivning af ansøgning til fonde, såvel som vores mail korrespondance med Aarhus Universitet.
 
 

Mandagen bød også på en telefonsamtale med CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, der skulle søge støtte til branding i Midtjylland og skal bruge et sted, at vise deres film som en del af promoveringsindsatsen. Dette mindende mig på mange måder om foredraget, der blev holdt under vores studietur til Dublin, med Audi International Film Festival og hvordan de generelt søgte promovering på hotellet og lign steder. Mandagen sluttede med, at jeg påbegyndte skrivning til fonde med en beskrivelse af ansøgerorganisation, såvel som Underværkets erfaring med emnet. Dette indeholder blandt andet information om Underværkets oprindelse, formål, integrationsaspekt og integrationsprojekter.

Tirsdag blev en kontor dag, hvor jeg mødte ind til en stor stak programinformation, som skulle læses korrektur på og komme med rettelser til, hvilket tog hele dagen. Det er en god måde, hvorpå jeg kan få trænet mine færdigheder, såvel som, at opnå større viden omkring kulturelle tiltag.
 
 

Onsdag bød på et møde i Ordets dag gruppen. Ordets dag afholdes i oktober og strækker sig over to dage hvor der bliver uddelt priser sponsoreret af Spar Nord til amatør essays og professionelle værker. Dagen bliver afholdt på Underværket og der skal opstilles til begge dage, såvel som hænges bannere op fra Spar Nord. Det er Spar Nord, der overrækker samtlige priser og på selve dagen kommer rapperen Per Vers forbi og byder ind med kreative indspark. Derudover kommer der en professor fra Københavns Universitet og holder et oplæg om sprog, såvel som næstformanden i kulturudvalget i Randers.
Arrangementet er arrangeret i samarbejde med biblioteket og på mødet blev der aftalt hvordan og hvorledes de praktiske ting skal forgå på dagen, såvel som hvordan og hvornår der skal laves brochure og plakater. Jeg er med i planlægningen og skal også deltage under selve dagene, hvilket jeg er meget spændt på. Mødet viste sig, at tage et godt stykke tid og onsdagen sluttede af med lidt administrativt arbejde og lidt praktisk arbejde i form af udskiftning af plakater.

Torsdag bød på en masse indkøb til arrangementer, hvilket tog meget af dagen. Derudover hjalp jeg Poul med layout og tekst til en PowerPoint, der skal bruges i forbindelse med en tale i Sverige, hvor han er inviteret op til, at snakke om Randers Skøjtebane.
Fredag var praktisk for det meste, der blev skiftet plakater rundt i hele Underværket og uden for i byen og der blev rykket stole og borde frem og tilbage i mellem alle salene til weekendens arrangementer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar